HKUA03618U Kunsthistorie/Visuel Kultur/Moderne kultur/Teatervidenskab: Medieæstetik

Årgang 2014/2015
Engelsk titel

Mediaesthetics

Kursusindhold

I dette frie emnekursus vil vi undersøge og diskutere, hvorledes samspillet mellem kunst og medialitet i den vestlige kulturkreds kan tilnærmes som medieæstetiske fænomener, og hvordan dette kan begribes. Kurset arbejder grundlæggende med begreber om medier og æstetik, her ikke mindst spørgsmål som angår, hvordan mediernes og æstetikkers veje krydses i samfund og deres mediekultur og mediekunst.

Æstetiske spørgsmål rejses i kurset i tilknytning til medier som film, fotografi, fjernsyn, video og nye medier. I tilknytning til alle disse findes teoridannelser og til dels overlappende forskningstraditioner som behandler spørgsmål og medialitet og æstetik sammen. Spørgsmål om medier behandles ligeledes på en bred vifte af måder i tilknytning til kursets kunst- og kulturvidenskabelige dimension. Det sker for eksempel gennem behandling af kunstneres interesse for at bringe forskellige medier i spil, ligesom det sker gennem kunsthistoriens beskæftigelse med et udvidet billedbegreb og billedets mediering. Endvidere rejses sådanne spørgsmål i forbindelse med mediering af artefakter indenfor arkitektur, museologi og design, performativitet, kulturformidling, visuel kultur, auditiv kultur, samt æstetiserede fotos, film og nye medier.

I kurset vil vi inddrage en mindre serie historiseringer og kontekstualiseringer inden for moderniteten, moderne kultur og medier. Vi fokuserer dog navnlig på netværkssamfund, nye medier og en samtidskunst, der siden midten af ’90erne i stigende grad inddrager digitale medier og informationsteknologi, genererer effekter af ’allestedsnærvær’, og som problematiserer traditionelle grænsedragninger mellem den humant kulturelle livsverden og teknologi, det offentlige og privatlivets mediering samt individuel erfaringstilegnelse og det ikke-registrérbare. Vi vil f.eks. kigge medieæstetisk og etisk-politisk på udformningen af kommunikation og interaktion i nye medier, sociale medier og mobile medier.

Kurset er bredt set rettet mod at nærme sig en forståelse af helt aktuelle forandringer, der situerer samtidskunst og kommunikation, således at vores livsformer i øget grad berøres af en softwarekulturs computergenererede og artefaktuelle dimensioner af tid og rum. Her vil vi arbejde med problemstillingen omkring medier, kommunikation og æstetisk erfaring i dag, hvor store og komplekse kunstprojekter af installationsmæssig, arkitektonisk, performativ, interaktiv eller netværket karakter bærer præg af den løbende udvikling af miksede virkeligheder og ’allestedsnærvær’. Kurset rummer altså en undersøgelse af, hvordan man i dag medialt, kommunikativt og kunstprojekt-analytisk kan arbejde med et medieæstetisk begrebsapparat, når man konfronteres med medieringer og æstetiseringer, der tenderer mod alledstedsnærværs-effekter.

Vi vil vægte teoretisk læsning og praktiske analyseøvelser lige, og en stor del af vores arbejde vil bestå i undervejs at bane vejen for deltagernes egne frie emne opgaver.

Kurset afspejler dele af aktiviteterne og forskningsinteresserne i forskningssatsningsområdet i Medieæstetik, der siden 2012 har været organiseret som et tværinstitutionelt samarbejde mellem IKK og MEF.

Dette kursus fungerer med Ulrik Ekman som kursusansvarlig, men også som et samarbejde med en vifte af undervisere fra de to institutter, der hver især bidrager inden for deres særlige medieæstetiske kompetenceområder. En serie kursusgange finder således sted med både oplæg fra den kursusansvarlige og foredrag og diskussioner arrangeret af medunderviserne: Bjarki Valtysson, Jens Hauser, Kassandra Wellendorf, Kjetil Rødje, Mette-Marie Zacher Sørensen, Taina Bucher.

 

Hvis du tager dette kursus som eksamensmodul på enten Kunsthistorie eller Visuel kultur - og du her skal skrive en fri skriftlig opgave - anbefaler vi, at du som supplement tager kurset i "Akademisk opgaveskrivning KA" - HKUK03702U.

Kurset er kompendiebaseret og omfatter tekster inden for kulturstudier, mediestudier, kunsthistorie, sociologi, æstetik og kritisk teori.

Fænomenerne behandlet undervejs inkluderer et antal komplekse projekter, der i deres medieæstetiske udtryk og modtagelse adresserer problemstillinger vedr. postmediale og postæstetiske vilkår, sociale medier, intermedialitet i litteratur og biokunst, specificitet og konvergens i film, video og installationskunst, hverdagsæstetik, medieøkologi, og allestedsnærvær i urbane kontekster.

Kurset er fladt struktureret i workshop- og seminar-format og vægter kritisk diskussion og deltageroplæg, i første omgang i relation til kursets stof og dernæst, i anden halvdel af semesteret, i relation til deltagernes egne opgaver eller projekter.
  • Kategori
  • Timer
  • Eksamen
  • 84
  • Forberedelse
  • 294
  • Forelæsninger
  • 42
  • I alt
  • 420
Point
15 ECTS
Prøveform
Andet